Spredt skydning i fredstid..

Hvordan udgår jeg at mit kæledyr bliver bange nytårsaften? Skrevet af Vibeke Relund | 25. nov 2018

Jeg bliver ofte spurgt af killing- eller hvalpe ejere om det er nødvendigt at give beroligende medicin nytårsaften. Til det kan jeg kun svare: ”Det ved jeg ikke” Det er umuligt at forudsige, hvordan dyret vil reagere, inden man står i situationen.

Man kan som dyre ejer gøre meget for at undgå, at kæledyret skal udvikle fyrværkeri angst, og man skal passe på at man ikke i misforstået godhed kommer til at skubbe en begyndende angst i den forkerte retning.

Det er vigtigt selv at være upåvirket af fyrværkeriet, da dette signalerer til dyret at situationen er ufarlig. Hvis hunden søger kontakt besvares denne på helt rolig vis. Det er vigtigt ikke at ynke eller ”pylre” om hunden, da man så netop vil bekræfte den i, at situationen er anderledes eller farlig. Endelig skal man IKKE tage hunden med ud når det rigtig går løs. Hunde skal IKKE luftes nytårsaften sidst på aftenen, og katte bør være lukket inde på dette tidspunkt.

Det går jo over….

Det kan godt være, at der ikke er nogen grund til at gøre et stort nummer ud af, at hunden eller katten er bange nytårsaften. Problemet er bare, at ubehandlet angst, ofte vil forværres med tiden, og at der derfor er stor risiko for, at dyret også vil udvikle angst for andre ting eller indtryk. Det er derfor vigtigt, at tage fyrværkeriangst alvorligt og gøre noget for at hjælpe dyret med problemet. Man kan angribe problemet fra tre forskellige vinkler, og det bedste resultat opnås ofte, hvis man kombinerer flere af disse vinkler.

 For det første, kan man gøre noget for at dyret ikke skal opleve fyrværkeriet alt for voldsomt. Det handler f.eks. om at lade dyret opholde sig et kendt, trygt og ikke mindst et roligt sted – det er altså ikke nogen god ide at slæbe sin hund med til en vild fest hos vennerne nytårsaften. Sæt let rytmisk musik på anlægget for at sløre lydene udefra, og sørg for at trække gardinerne omhyggeligt for, og tænde lyset, så dyret ikke oplever de voldsomme lysglimt. Det er også en god ide at give hunden noget der stjæler dens opmærksomhed.

Hvis man har et dyr, der er meget bange, vil det optimale være, at forsøge at vende dyret af med sin angst. Dette gøres ved et træningsforløb, hvor man meget langsomt vender dyret til at ”det farlige” slet ikke er farligt. Til denne træning kan bruges en CD til ”Lydfobier”. Sådan et træningsforløb tager lang tid, og november er IKKE tidspunktet at starte sådan et projekt op. Hvis man har en ung hund, er det dog helt sikkert umagen værd. Man er velkommen til at hente en gratis CD her på hospitalet, så længe lager haves.

Endelig bruger mange at give en eller anden form for medicin for at dæmpe dyrenes angst. Valget af medicin afhænger meget af det enkelte dyr, og  bør foregå i samråd med dyrlægen.  Noget virker godt til nogle dyr, medens andet virker godt til andre. Det kan derfor nogle gange være nødvendigt at prøve sig lidt frem, inden man finder den optimale løsning til sit kæledyr.

Det er en god ide, allerede i løbet af de næste  2-3 uger at tale med os om hvilken løsning  der er bedst for dit kæledyr. Mange af produkterne skal gives i flere uger, for at have fuld effekt nytårsaften,  og desuden skal man huske på, at vi kun har åbent få dage mellem jul og nytår

Godt nyt til bange og stressede dyr

Del denne historie
Forebyggende sundhed til dit kæledyr

Abonner på tryghed til din bedste ven

AniPlan er et abonnement på forebyggende pleje og sundhed. Dit kæledyr sikres fx regelmæssige sundhedsundersøgelser, vaccinationer og tandtjek. 
Du får mulighed for at sprede udgifterne på dit kæledyrs sundhed i faste månedlige betalinger, samtidig med at du sparer penge.

▶▶▶ Kontakt os vedr. en AniPlan® til din hund eller kat