Tænder

Du kan selv gøre en forskel! Undgå dårlige tænder hos din hund eller kat. 8 ud af 10 hunde og katte får problemer med tænderne – men en stor del af disse gener kan undgås ved daglig tandbørstning.

Er det virkelig muligt at børste tænder på et dyr? Svaret er ja, men det kræver tilvænning og træning. Til gengæld kan du være så privilegeret at du sparer dyre behandlinger hos tanddyrlægen.

Fokus på tænder
Herning Dyrehospital kører en kampagne med fokus på forebyggelse og behandling af tandproblemer hos hunde og katte. Dyrehospitalet tilbyder gratis tjek af din hunds eller kats tænder den sidste torsdag i hver måned. Desuden gives der 10 % på tandbehandlinger i maj og juni måned.

Tandproblemer hos dyr gør ondt og smerte kan være uendeligt svært at se på et dyr. Ofte opdager folk det først, når de dårlige tænder er behandlet, og dyret er blevet smertefrit. Så er det som at få en helt ny hund eller kat.

Forebygge tandproblemer
Du kan selv gøre en stor indsats og forebygge tandproblemer. Og forebyggelse er langt at foretrække frem for behandling, der kræver bedøvelse.
Børst din hund/kats tænder dagligt - det er ikke tilstrækkeligt at give tandrigtige godbidder/foder
Tjek regelmæssigt, om din hund/kat har rødt og betændt tandkød, tandsten (gulligbrune belægninger), knækkede/beskadigede tænder, misfarvede blålige tænder, træsplinter, sår eller lignende.
Sørg for, at din hund/kat får undersøgt mundhulen af en dyrlæge minimum én gang årligt.

Hvordan børster jeg tænder på en hund/kat?

Din indsats gør en forskel. Jo tidligere du begynder med at børste tænder på din hund/kat, desto nemmere bliver det for hunden/katten at vænne sig til det - og des bedre forebygger du tandsygdomme. Start med at træne i korte sekvenser og husk at rose dyret, når det samarbejder.
Brug en passende blød tandbørste og evt. tandpasta lavet til dyr.
Hold støttende om dyrets næseryg og løft læben. Børst i rolige cirkelbevægelser først på en enkelt tand. Efterhånden som dyret vænner sig til tandbørstningen, kan man børste flere tænder.
Når dyret er blevet vant til tandbørstningen, kan du prøve at begynde at børste tændernes inderside.

Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor.

Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud.